Saturday, April 27, 2024

Kritik af venstrefløjens israelkritik fordrejer fakta og tillægger os rabiate holdninger

Der er forskel på at prøve at forstå Hamas’ terror og at acceptere den. Og Hamas’ terror kan ikke forsvare Israels statsterror. Sammen med titusinder af andre prøver jeg bare at forsvare retten til liv

Af: Jens Borking

Jeg ser en tendens, hvor udsagn fra forskellige mennesker på venstrefløjen kædes sammen, og hvor udsagn – indimellem rabiate udsagn – fra en person påstås at være repræsentative for alle på den danske venstrefløj, der er kritiske over for Israels politik.

Information har for nylig bragt tre af sådanne indlæg.

Journalist Heidi Laura skriver i sin kronik, at ’det bløde venstrefløjspublikum’ er ofre for Hamas’ propaganda, og konkluderer, at mange af de rædselsfulde beretninger og billeder om palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden er overdrevne eller falske. Hun mener, at vi, ’den brede befolkning’, er uoplyste og for kritiske over for Israel.

Sociolog Mogens Kjær skriver i sit indlæg: »Beboerne i Gaza må tage på sig, at de bakker op om Hamas.« Og at det er naivt, hvis man hævder, at Vesten svigter med sin uforbeholdne støtte til Israels kollektive afstraffelse. Så er man ifølge Kjær gået »i den fælde, som Hamas har stillet op«.

Den dansk-israelske sociolog Jonatan Mizrahi-Werner skriver i sin kronik: »Israelkritikernes sort-hvide verdensbillede gavner ikke palæstinenserne.« Han er skuffet over sine politisk ligesindede (på venstrefløjen?), der »pisker argumenter op med så få nuancer som det papir, de er skrevet på«.

Han »har svært ved at sluge Israels bombardementer«, men kritiserer samtidig Socialistisk Ungdomsfronts henvisning til Hamas’ opførsel: »Når et folk er så hårdt undertrykt, vil det gøre modstand med alle tilgængelige midler.«

Er det en blåstempling af terror mod civile? Det synes jeg ikke.

Mizrahi-Werner skriver tilmed, at SUF har været Enhedslistens uofficielle ungdomsorganisation. Men det er en selvstændig organisation, der ofte er kritisk over for Enhedslisten.

Han inddrager og kritiserer også formand for Frie Grønne Sikandar Siddique, der har kaldt Ahed Tamimi for en ’frihedskæmper’. Tamimi har skrevet helt horrible ting om jøder, og at Siddique har kaldt hende for frihedskæmper, kan ikke bruges repræsentativt for, hvad andre på venstrefløjen mener.

Endelig får Mizrahi-Werner kædet Rosa Lund (EL) sammen med fotoet af en Hamas-bulldozer fra angrebet den 7. oktober. Hun deltog i en demonstration for palæstinensernes ret til at leve, hvor det foto optrådte på plakaten. Han får det drejet til, at Lund måske også går ind for Hamas’ terror. Fotoet er i øvrigt blevet fjernet efterfølgende.

Jeg ser mordene og finder ingen undskyldninger
Jeg har til dato ikke mødt eller talt med en eneste fra Enhedslisten, som ikke fordømmer terror mod mennesker. Ikke i officielle udtalelser og heller ikke i private samtaler.

Alligevel viderebringes det indtryk i medier og i den avis, jeg mest holder af, at vi i Enhedslisten nok enten går ind for terror eller er gået i »Hamas’ fælde«.

Jeg synes, at man skal prøve at forstå, hvordan en organisation som Hamas kan opstå og anvende så forkastelige metoder, som civil terror er. Der er i min verden forskel på at prøve at forstå baggrunden for uforsvarlige handlinger og så at acceptere dem.

Jeg har gennem tiden hørt om utallige krænkelser af basale menneskerettigheder – i Israel, i Gaza og på Vestbredden – begået af det officielle Israel. Det er vel en del af forklaringen på fremkomsten af ekstreme, desperate unge mænd, der sætter livet på spil. Det kan næppe isoleres.

Jeg ser mordene på uskyldige israelere som terror.

Jeg ser de ulovlige bosættelser på Vestbredden som ulovlige.

Jeg ser mordene på, indtil nu, titusinder af civile, hvoraf 5.-8.000 er børn og unge, som en forbrydelse, der udspiller sig for mine øjne, og jeg finder ingen undskyldninger.

Jeg ser myrderier på en hel befolkning. Jeg ser systematiske bombninger af en hel befolkning i Gaza og fordrivelse af mennesker. Jeg finder ingen undskyldninger.

Jeg ser en dansk regering, der forholder sig helt ukritisk til den siddende regering i Israel.

Jeg ser en statsminister, som i starten skelnede mellem sorgen over de dræbte israelske børn og de palæstinensiske børn. Ingen blomster på de palæstinensiske grave. Hun har heldigvis, efter mere end to måneder, nu trods alt skiftet synspunkt, hvad blomsterne angår.

Jeg forsvarer ikke terror, men menneskerettigheder
Jeg ser Netanyahus regering som en racistisk, fascistisk regering, der tilsidesætter alle internationale regler for human adfærd. Betegnelsen af Israels regering som fascistisk deler Mogens Lykketoft i øvrigt. Han er ikke historieløs. Han har fulgt konflikten i årtier.

Netanyahus forsøg på at sætte det israelske retssystem ud af kraft før den 7. oktober er blot et eksempel.

Amnesty har efter fire års undersøgelser stemplet Israel som en apartheidstat. Flere andre internationale organisationer er enige.

Hamas’ terrorhandling kan ikke forsvare Israels statsterror.

Tager jeg fejl? Er jeg naiv og gået i en fælde?

Jeg prøver, efter fattig evne, at forsvare menneskerettigheder, retten til liv og et land uden apartheid. Jeg bliver ved med at gå på gaden sammen med titusinder af andre danskere. Vi råber blandt andet på permanent våbenhvile nu. Og på lige rettigheder i hele Palæstina og Israel.

Jens Borking er bygningssnedker, medlem af Enhedslisten og tidligere næstformand i 19 år for Snedker-Tømrerne i København.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Kilder: Dagbladet Information

Related Articles

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

- Advertisement -spot_img

Latest Articles