Hver gang Israel angriber Gaza fremhæves et mantra, der synes at danne det moralske grundlag for retfærdiggørelsen af Israels handlinger: “Israel har ret til at forsvare sig selv”. Begrebet virker som en selvfølgelighed. Et land, der er blevet angrebet, må moralsk og juridisk set have retten til at forsvare sig selv – og artikel 51 i FN’s charter understreger netop den juridiske ret til selvforsvar. Men i denne selvfølgelighed ligger også problemet
Af Jonathan Ofir + Anas Kababo
Princippet om selvforsvar i artikel 51 i FN’s charter taler om stater, som oplever angreb fra andre stater. Gaza er imidlertid ikke en stat. Gaza er derimod et besat territorium, som desuden har været belejret af Israel over de seneste 17 år.
Israel hævder, at de trak sig ud af Gaza i 2005. Men den tilbagetrækning kan bedst beskrives som at forlade et fængsel og smide nøglen væk. De israelske myndigheder kontrollerer alt – fra luft-, lande-, og havgrænser over el- og madforsyninger til det elektromagnetiske rum; ja sågar Gazas fødselsattester er først gyldige, når de registreres hos de israelske myndigheder.
Det internationale samfund ved det godt – Israel er en besættelsesmagt som har effektiv kontrol over Gaza.
Har en besættelsesmagt ret til selvforsvar?
Har en besættelsesmagt “ret til at forsvare sig” mod en befolkning, hvis jord den besætter og hvis folk den undertrykker? I 2004 fremlagde den internationale domstol ICJ en rådgivende udtalelse vedrørende Israels separationsmur, også kendt som Apartheidmuren.
Retten konkluderede, at muren var ulovlig og erklærede, at Israel ikke må anvende “selvforsvar” når det kommer til angreb på territorier, det besætter. Ikke fordi Israel ikke må bygge mure, men fordi det ifølge domstolen kun har ret til at gøre det på ‘eget territorium’. Det meste af muren var – og er stadig – bygget på palæstinensisk territorium, og er dermed med til at annektere palæstinensisk jord til Israel.
Ifølge professor i internationale studier Noura Erakat kan man heller ikke tale om denne ‘ret’ som gjaldt det to selvstændige stater. Hvis Israel vil påberåbe sig denne ret, må den først ophøre med at besætte Gaza.
Man kan ikke som besættelsesmagt påberåbe sig, at den besatte part begynder en fjendtlig handling, når den kæmper mod besættelsen – fordi den fjendtlige handling allerede ligger i besættelsen. Dermed er “Israels ret til at forsvare sig” ikke blot en udviskning af det forhold, at Gaza ikke er en stat, men også en udviskning af, at Israel besætter Gaza.
Ydermere har Israel som besættelsesmagt en forpligtelse til at beskytte den besatte befolkning. Når Israel hævder at dets besættelse ikke eksisterer, så hævder den også, at den ikke har en sådan forpligtigelse.
Har palæstinenserne ret til selvforsvar?
Udtrykket “Israels ret til at forsvare sig” kalder umiddelbart ikke på lignende anerkendelse af palæstinensernes ret til at forsvare sig imod en kolonialistisk besættelsesmagt (en ret som er bekræftet i FN resolution 42/95). Nej, det er noget helt andet. Ligesom fordømmelsen af Hamas ikke synes at kalde på lignende fordømmelse af Israel. Begge ting er udtryk for vestligt hykleri.
Men må en stat ikke beskytte sine borgere, spørger man? Jo, selvfølgelig må den det. Dog kunne den israelske regering gøre en række andre ting for at sikre sine borgere end at tæppebombe og udsulte palæstinenserne i Gaza.
Man kunne – for eksempel – starte med at lade de beboere, som blev etnisk udrenset fra områder i Israel til Gaza, vende tilbage til deres hjem, som FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948 og adskillige senere FN-resolutioner tilsiger.
Eller hvad med at standse den ulovlige belejring af Gaza som for længst har gjort området ubeboeligt? Man kunne også, slet og ret, stoppe besættelsen og afmontere det israelske apartheid-regime. Ville alle disse ting ikke gøre Israel et mere sikkert sted, et mere fredeligt sted?
Hvis den eneste løsning på Israels sikkerhed er udryddelsen af palæstinenserne fra floden til havet, er det ikke palæstinenserne, der er problemet. Det er Israel.
Israel vil ikke gå på kompromis
Allerede som svar til det første forslag om tilbagevenden af de palæstinensiske flygtninge, vil zionister verden over svare nej, det kan man ikke. Ikke fordi palæstinenserne udgør en sikkerhedsrisiko som sådan ved deres handlinger eller ideologi, men simpelthen fordi palæstinensernes eksistens vil udgøre en trussel imod det demografiske jødiske overtal, der er grundlaget for den israelske stats eksistens. Det er zionismens grundsten. Som den israelske historiker Benny Morris formulerede det:
“Forflytning var uundgåelig og indbygget i zionismen – fordi den søgte at forvandle et land som var overordnet ‘arabisk’ til en jødisk stat, og en jødisk stat kunne ikke har været opstået uden en betydelig fordrivelse af den arabiske befolkning“.
Men Israel vil ikke gå på kompromis. Israel vil ikke engang give slip på de 22 procent af det historiske Palæstina, som PLO allerede i 1977 officielt var villig til at gå på kompromis med. Det inkluderer faktisk også Hamas, som i dets 2017 charter beskrev to-statsløsningen langs 1967-linjer som en sag, der har med palæstinensisk “national konsensus” at gøre.
Palæstinenserne har krav på beskyttelse
Israels brud på international lov bliver ikke retfærdiggjort af, at den hævder “selvforsvar” imod den besatte befolkning. ICJ har for nyligt erklæret, at Israels handlinger imod den palæstinensiske befolkning i Gaza sandsynligvis kan falde indenfor kategorien folkedrab, som den er beskrevet i Folkedrabskonventionen. Domstolen mener, at det er så alvorligt, at det foranlediger midlertidige foranstaltninger for at beskytte palæstinenserne, indtil der kan komme en endelig afgørelse.
Israels venner prøver at spinne dommen til at være en bekræftelse af “Israels ret til at forsvare sig”, fordi domstolen ikke bogstaveligt talt kaldte på “våbenhvile” (se for eksempel Anna Libak i Deadline 29. januar, hvor hun siger: “Modoffensiven har man ikke bedt Israel om at indstille – det er udtryk for, at det er nødvendigt for Israel at forsvare sig imod Hamas”).
Men som FN’s specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder, Francesca Albanese påpeger, kan kun våbenhvile reelt opfylde domstolens ordre – og det har Israel bestemt ikke tænkt sig at efterleve.
De, der gentager parolen om “Israels ret til at forsvare sig”, er i virkeligheden med til at give Israel grønt lys til at begå folkemord. Det skal palæstinenserne beskyttes fra. Siden de ikke synes at få samme ret til at forsvare sig – i hvert fald i Vesten – så må vi andre insistere på deres beskyttelse.
Jonathan Ofir: Dansk-israelsk musiker, dirigent og skribent.
Anas Kababo: Dansk-palæstinensisk aktivist og iværksætter.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Kilder: Solidaritet.dk
