Saturday, April 27, 2024

Aktivister forhindrer 700 ansatte i at møde på våbenfabrik

Våbenfabrikken Terma leverer komponenter til de israelske kampfly, der i mere end fem måneder har bombarderet palæstinenserne i Gaza. Mandag morgen blev virksomheden blokeret af aktivister, der kræver stop for våbenhandel med Israel.

Af NOC@ARBEJDEREN.DK

Aktivister fra hele landet blokerede tidligt mandag morgen våbenvirksomheden Termas hovedkvarter i Lystrup ved Aarhus.

Dermed blev 700 ansatte forhindret i at komme ind på deres arbejdsplads, der blandt andet producerer udstyr til F-16- og F-35-kampfly, som det israelske militær bruger til bombardementer af palæstinenserne i Gaza.

“Så længe Terma leverer våbenkomponenter til det israelske militær, er de medskyldige i de utallige bombardementer mod civile i Gaza – bombardementer der har ramt både hospitaler og internt fordrevne mennesker i telte”, skriver aktivisterne i en pressemeddelelse.

Israels vedvarende bombardementer af palæstinenserne i Gaza har nu stået på i mere end fem måneder. Mindst 31.112 palæstinensere er blevet dræbt, og 72.760 er blevet såret af israelske angreb i Gazastriben siden den 7. oktober. Det skriver DR Nyheder mandag den 11. marts. Flere end 10.000 af de dræbte er børn.

Danske medier har afsløret, at mindst 75 børn er blevet dræbt af bomber fra F-35-fly i maj 2022 og august 2023 – fly forsynet med udstyr produceret af Terma.

“Terma er børnemorder”, stod der malet med store bogstaver på asfalten foran porten til virksomheden.

Foto: Unwisemonkeys

Den presserende situation og den massive vold mod det palæstinensiske folk kan kun stoppes gennem massiv international solidaritet og pres på den israelske besættelsesmagt, mener aktivisterne.

“Ved at blokere indgangene til den danske våbenvirksomhed, Terma, som er direkte medskyldige i krigsforbrydelser, håber vi på at afvikle dansk støtte til den israelske krigsførelse og folkemordet mod palæstinensere”, skriver de i en pressemeddelelse.

Flere NGO’er heriblandt Amnesty International og Oxfam Ibis har på det kraftigste opfordret til, at våbenhandlen med Israel bremses med det samme. Den hollandske domstol har allerede slået fast, at landet skal stoppe handlen med Israel efter kendelsen fra Den Internationale Domstol (ICJ).

Danmark har tilsluttet sig FN’s våbenhandelstraktat og EU’s fælleserklæring om våbeneksport.

Foto: Unwisemonkeys

“Dette forpligter regeringen til at sikre, at salg af militærudstyr ikke bliver brugt til krigsforbrydelser og folkedrab, men det ansvar svigter den tydeligvis. FN’s højeste domstol udstedte en ordre til Israel om at tage skridt for at forhindre folkedrab, men Israel nægter at rette ind. Det er derfor på tide at stoppe våbenhandlen med Israel”, lyder kravet fra aktivisterne i mandagens aktion mod Terma.

Terma A/S og 14 andre danske våbenfirmaer kan imidlertid indtil videre fortsætte deres eksport af vitale dele til de israelske kampfly.

På et samråd i Folketingets Udenrigsudvalg tirsdag den 16. januar slog udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fast, at Danmark fortsat ikke vil foretage en sikkerhedsvurdering af Israel, men i stedet lader USA vurdere, om der stadig skal sælges F-35-kampfly til Israel.

Op ad formiddagen mødte politiet talstærkt op med hunde og fjernede med magt de aktivister, der ikke flyttede sig frivilligt.

Aktionen mod det danske våbenfirma er en del af en internationalt koordineret aktion mod våbenhandlere, der understøtter den israelske krigsførelse. Samtidig med aktionen i Lystrup foregik der lignende aktioner i Frankrig, Nederlandene og Storbritannien.

Aktivisterne oplyser, at aktionen er en reaktion på et kald fra palæstinensiske fagforeninger om at standse al medvirken til israels folkedrab og stoppe al eksport af våben til Israel.

“Dansk våbenindustri er direkte medvirkende til folkemordet, der udspiller sig for øjnene af os…… Vi ser det som vores pligt at handle. Vi nægter at kigge væk, og vi vil ikke stoppe presset mod Terma og regeringen, før de stopper våbenhandlen med Israel”, lyder det fra aktivisterne.

11 gange tidligere har aktivister demonstreret mod Termas produktion og salg af våben til Israel.

Kilder: Arbejderen

Related Articles

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

- Advertisement -spot_img

Latest Articles