Af: Leila Stockmarr facebook-side
Det er tydeligt og til dels forståeligt, at mange er skuffede over, at ICJ-afgørelsens ordre om midlertidige foranstaltninger ikke eksplicit indbefatter. Ja, det ville have været stærkt at få det skåret helt klart ud, men omvendt er det næsten umuligt at se de øvrige foranstaltninger implementeret som fx mere nødhjælp og undgå at dræbe medlemmer af gruppen (palæstinensiske civile) uden at Israel indstiller de voldsomme kamphandlinger. Det kan alle, der har fulgt krigen, se. Ordren lyder, at Israel skal “take all measures within its power”..”to prevent the killing of Palestinians as members of a group protected under the 1948 Genocide Convention (§78)”. Det må i praksis forudsætte, at Israel stopper sine massive angreb på tæt befolkede civile områder.
Derfor må vi sikre, at den naturlige konsekvens af afgørelsen bliver, at den danske regering kræver en varig våbenhvile. Blot at henvise til (som mange fx den danske regering gør), at Israel – som det hele tiden har været tilfældet – skal overholde krigens regler – er ikke tilstrækkeligt. Både fordi Israel ikke gør det og ikke kommer til at gøre det og fordi det ikke er det, der er kernen eller fokus i afgørelsen. Afgørelsen kræver også frigivelse af alle gidsler taget efter 7. oktober. Det skal naturligvis også ske.
Mange af Israels venner prøver samtidig at tale afgørelsens betydning ned, fordi der ikke er krav om våbenhvile (men jo reelt nok, fordi de har en dårlig sag). Det er en pinlig afledningsmanøvre fra det verdenshistoriske faktum, at den højeste domstol har afgjort, at der er risiko for, at Israel begår en af de mest alvorlige forbrydelser: Folkedrab.
De, der ukritisk har forsvaret Israels krigshandlinger, burde nu krybe til korset og erkende, at Israel er gået for langt. Afgørelsen cementerer, at det ikke er et skørt, radikalt pro-palæstinensisk narrativ, at palæstinenserne i Gaza er i risiko for folkedrab.
Domstolens afgørelse er et historisk skridt henimod retfærdighed for det palæstinensiske folk. Afgørelsen betyder, at Israel nu er “on trial” for folkedrab. Den betyder, at Israel ikke længere, som har været tilfældet i så mange årtier, kan slippe afsted med hvad-som-helst uden konsekvenser. At Israel ikke længere pga. landets historie og ophav og forvridende geopolitiske alliancer kan nyde fripas. Også selvom krigen ikke bliver stoppet.
Verdens og domstolens øjne hviler på Israel. Israel har lidt et sviende pr-nederlag. Israelske politikeres gruopvækkende opildnen til folkedrab er blevet læst op fra den højeste juridiske autoritet i verden og kræves retsforfulgt. Det er særligt vægtigt og historisk at opleve en amerikansk dommer og præsident for ICJ stemme med det overvældende flertal mod Israel i Sydafrikas favør.
Det er samlet set et tektonisk skift. Også selvom det desværre ikke stopper krigen eller vil kunne mærkes hos den nødlidende befolkning i Gaza i nærmeste fremtid.
Sydafrikas lederrolle og prominente faglige ageren viser desuden måske et glimt af tegn på, at en anden verdensorden er mulig. Sydafrika har vist, at global magtpolitik og retfærdighedsdiskurser ikke alene udgår fra Washington og Bruxelles men fra Haag og Pretoria med majoriteten af verdens landes opbakning. Også selvom vestlige lande ikke agerer, som de burde ovenpå afgørelsen. Sydafrikas overlegne indsats har bragt vestlige regeringer i en penibel kattepine, hvor alle de – ellers så ofte gratis og yderst selektive – skåltaler om international retsorden bliver sat på hård prøve med hele verden som publikum.
Lars Løkke kom så i går med den mest fesne (sorry, men det er den bedste beskrivelse) reaktion. Han nævner ikke den helt grundlæggende præmis for ICJs afgørelse, at retten finder at der er risiko for at Israel begår folkedrab i henhold til Folkedrabskonventionen og at Israel skal gøre alt for at forhindre det. Nej Løkke fordrejer diskussionen til at ICJ ikke har vurderet, at Israel bryder Folkeretten. Det er skævt, for det skulle retten ikke tage stilling til, da jo ikke er sagens juridiske fokus i og med det er en anklage i henhold til Folkedrabskonventionen. Løkke er endda så fræk, at han bruger tiden til at understrege Israels ret til at forsvare sig selv – et spørgsmål, som retten ikke har taget stilling til. Det er pinligt, men ikke overraskende.
Det er nu vores alles opgave at sikre, at alle de stater, som har underskrevet folkedrabskonventionen lever op til deres forpligtelser om enten af forhindre folkedrab og / eller undgå meddelagtighed (complicity). Et sted at starte kunne være øjeblikkeligt at suspendere al våbeneksport til og våbenimport fra Israel.
Vi har som underskrivere af Folkedrabskonventionen et skæbnesvangert medansvar for at afgørelsen bliver fulgt. Des mere vægt afgørelsen får, des mere vores regering presses til at tage afgørelsen alvorligt des mere betydning kan den få i praksis også på den lange bane. Det her er ikke kun jura, det er rå magtpolitik.
