Jeg er glad for, at jeg ikke afkræves en stillingtagen til Hamas for at deltage i samtalen om krigen i Palæstina og Israel – men P1 Morgen tillader ikke alle det privilegium
Af: Sigrid Juul Isaksen
»Tager du afstand fra Hamas?«
I betragtning af danske mediers øvrige dækning af demonstrationer med krav om våbenhvile i Gaza, har jeg flere gange undret mig over, at jeg ikke fik stillet ovenstående spørgsmål, da jeg den 9. december gik i Barnevognsdemo for varig våbenhvile.
DR Nyheder lavede en reportage fra demonstrationen og stillede mig derfor nogle spørgsmål til min deltagelse. Men det faldt ikke nogen ind at spørge til, om jeg i øvrigt tog afstand fra Hamas og deres terrorangreb den 7. oktober.
Var det mon, fordi Jaleh Tavakoli ikke var til stede med sit skilt og dermed ikke, som en anden Paludan, havde ansporet til den slags spørgsmål?
Eller måske fordi mit navn og udseende klinger for nordisk?
Jeg håber det første.
I tirsdagens Deadline fremsatte Dennis Nørmark synspunktet, at vi skal opgive et fokus på den igangværende krig og humanitære katastrofe, fordi debatten er for polariseret og krigen for svær at løse. Nørmark kalder den nuværende debat for en børnehavediskussion og taler sig dermed ind i en uklar definition af emnet, som noget kun de få – eller måske for mange – tør blande sig i.
Det bliver derfor ikke mindre afgørende at spørge, hvad det er, der polariserer debatten?
Pilen bør for mig at se pege i retning af vores medier. Det er bekymrende at se, at medierne ikke stilles til ansvar for at bidrage til polariseringen af debatten.
Kun ved en opmærksomhed på mediernes tilgang kan vi stille os kritiske over for interview, der adopterer præmisser fra provokatører som Tavakoli.
Denne opmærksomhed gjorde sig desværre ikke gældende i det interview, som P1 Morgen foretog med Bilal Al-Issa i forbindelse med demonstrationen den 7. januar.
Efter adskillige spørgsmål til, hvorvidt Tavakolis skilt lå inden for demonstrationsgrundlaget, afbryder journalisten Al-Issa: »Men er det, fordi … Nu bliver jeg nysgerrig, Bilal Al-Issa, er det, fordi at du i virkeligheden bakker op om Hamas?
Al-Issas svar lyder: »Jamen, du lægger ord i munden på mig, nej, vi går ikke med ind i den her præmis.«
Hvis man, som Rune Lykkeberg, ikke mener at Al-Issa kan, eller vil, afmontere et billede af bevægelsen som terrorsympatiserende ud fra dette interview, bør vi spørge, hvorfor det ikke lykkedes.
Af arrangørernes facebookside fremgår det, at man tager afstand fra alle drab på civile, herunder drab foretaget af Hamas.
I Lykkebergs leder lyder det, at det er et umyndiggørende ritual at kræve afstandtagen som adgangsbillet til debat.
Samtidig argumenterer han for, at forudsætningen for en fredelig folkebevægelse hviler på deres evne til at sige fra over for dem, der ikke vil acceptere, at foragt for liv, fra alle sider, er forkasteligt.
Jeg er enig.
Men P1 Morgens journalistiske tilgang tillod netop ikke adgang til dem, der ikke havde købt billet.
Jeg er glad for mit privilegie ved endnu ikke at være blevet bedt om at fremvise gyldig adgangsbillet i døren. Men det bekymrer mig, at dette krav igen og igen stilles til mennesker, der kæmper for en øjeblikkelig og vedvarende våbenhvile.
Sigrid Juul Isaksen er pædagogstuderende
Kilder: Information
