Hvor længe vil fred mellem palæstinensere og israeler være realistisk? For det første: Deres ledere bliver ikke smartere som tiden går. Verden er glad for at se mindre af Netanyahus diplomati, men afslutningen af hans lederskab er langt fra afslutningen af Israels herredømme over palæstinenserne.
Af Ghassan Michel Rubeiz
Den nye regering under højremanden ministerpræsident Naftali Bennett er tilbøjelig til at bevare status quo på de besatte områder, der i fremtiden skulle udgøre en palæstinensisk stat. Det forventes, at Bennett vil sætte fokus på interne sikkerhedsspørgsmål og på regeringsførelse. Han vil også prøve på at forbedre relationerne til Washington, der blev forværret i Netanyahus regeringstid. Regeringen er domineret af ministre, der modsætter sig palæstinensisk statsdannelse. Bennett er imod en ”to stats” løsning og vil endda gerne fremme annekteringen af store dele af Vestbredden, velvidende at hans værdsligt-sindede partnere i regeringen vil modsætte sig hurtig tilegnelse af nye jordområder.
I løbet af fem årtier har det israelske samfund vænnet sig til at leve med overherredømmet: Undertrykkelse af en nation lige så stor som den selv. Indenfor de grænser der kontrolleres af Israel bor der ca. syv millioner jøder og syv millioner palæstinensere. Dertil kommer seks til syv millioner palæstinensere, der lever som migranter eller flygtninge udenfor området mellem Jordan floden og Middelhavet. Dette udgør 13 millioner, der dagligt drømmer om, at retfærdigheden må ske fyldest. I det lange løb tjener Israels venner ikke landets interesser ved som refleks at forsvare det. Da præsident Biden første gang udtrykte sig offentligt om 11-dags krigen mellem Gazas modstand og israelske styrker gav han offeret skylden: ”Israel har ret til at forsvare sig”.
Biden ved meget vel, at besættelsen af palæstinensiske områder i 1967 er den underliggende årsag til en tumultagtig konflikt, der har varet i fem årtier. Og Det Hvide Hus ved godt, at den udløsende årsag til den nylige krigsudbrud var truslen om at fordrive flere palæstinensere fra Østjerusalem og israelske sikkerheds styrkers angreb på Al-Aqsa moskeen. Washingtons politik for den mest centrale Mellemøsten problemstilling har ikke ændret sig væsentligt i forhold til den tidligere regering i anliggender vedrørende bistand til udlandet og det omstridte territoriale spørgsmål. Den nuværende amerikanske regering udøver ikke alvorligt pres på Tel Aviv til at forhandle fred på rimelige vilkår. I stedet fortsætter USA med at øge dens bistand til Tel Aviv. Det må forventes, at den nyligt dannede koalitionsregering i Israel vil fortsætte udvidelsen af bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem, om end måske i et langsommere tempo. Hverken Tel Aviv eller Washington har lært noget af det fornyede udbrud af krig med Gaza for nylig.
Washington fokuserer nu først og fremmest på at fremmeudvidelsen af Abraham Aftalerne, og, for det andet, at få afsluttet det politisk dysfunktionelle Israel: Sikre status quo af ingen fred og ingen krig. For at give indtryk af at være fair mod begge sider lover Washington at ”forbedre relationer” med palæstinenserne og ”tilskynde” den nye israelske regering til at ”forbedre relationer” til palæstinenserne og ”tilskynde” den nye israelske regering til at ”forbedre livskvaliteten” på Vestbredden, i Gaza og i det arabisk-israelske samfund. Vil Abraham Aftalerne tjene regionen uden at samtidig at tage vare på Palæstinas fremtid? Det enkle svar er ”nej”.
Uanset hvad arabiske eller israelske ledere dikterer og hvad Washington iscenesætter vil det arabiske folk aldrig tilbyde Israel reel fred uden at se håndgribelige tegn på retfærdighed for palæstinenserne. Hvis de skal holde eller udvikles må Abraham Aftalerne have en folkelig forankring på tværs af grænser. For tiden er det en aftale fra toppen om forretning og sikkerhed. Vil Israel kunne vende tilbage til intern stabilitet uden at tilbyde en palæstinensisk statsdannelse eller lige rettigheder for alle? Denne anden dimension af USA’s politik er også problematisk. Israels stabilitet vil ikke blive forbedret med fortsættelsen af status quo. I og med at Israel bevæger sig demografisk og ideologisk mod det konservative højre vil spændingerne mellem arabere og jøder vokse. I et sådanne sekterisk klima er palæstinensisk islamisk politik også øget; Hamas har øget sin status i Gaza og videre ud. Efterhånden som religion på begge sider bliver mere fremtrædende i forhold til politik svækkes stabiliteten; som følge heraf vil den nuværende israelske regering nok ikke holde længe.
Hvad USA’s mål om at ”forbedre livskvaliteten” for palæstinenserne angår, så er en sådan politik unfair men også urealistisk. Ingen mængde af finansiel bistand eller blød diplomati vil i betragteligt omfang lindre den daglige lidelse af at leve under brutal besættelse. At bede en palæstinenser om at affinde sig med at leve under besættelse ”indtil videre” er ligesom at bede en fange, som har været i fængsel i 54 år (uden lovlig grund) at afvente på ubestemt tid på en prøveløsladelse.
Friske rapporter viser, at der er en voksende militarisme blandt israelske bosættere. Bosættere udvikler gradvist en jihadistisk milits subkultur. Deres bevægelse er uden plausibel grund næsten blevet til et ”Guds parti”. I den seneste humanitære rapport fra FN afsløres, at der alene i de første to uger af juni måned ”blev 11 palæstinensere, herunder fire børn, såret, køretøjer beskadiget, hundredvis af oliventræer, vand systemer og anden palæstinensisk ejet ejendom ødelagt af gerningsmænd, som er kendt som eller er formodet israelske bosætter.” Konklusionen må være, at udsættelsen af amerikansk fokus på Palæstina er unfair, for ikke at sige ondskabsfuld. ”Rigtige” forhold ”modnes” ikke blot ved at lade tiden gå; chancerne for dannelse af en stat eroderer dag for dag. Israel har åbenbart ikke nogen interesse i at forholde sig til den folkelige palæstinensiske ledelse eller se palæstinensisk enighed i øjnene. Udadtil appellerer israelske politikere om ”bedre palæstinensiske partnere for fred” alt imens de tilsløret fortsætter med at henrette eller fængsle stærke modstandsledere. Hvis der findes et egnet tidspunkt for en radikal innovativ tilgang til at løse den palæstinensiske spørgsmål så er det nu. Det bliver ikke let og der er ingen garanti for det.
Dr. Ghassan Michel Rubeiz er en arabisk-amerikansk skribent, journalist og kommentator i spørgsmål om udvikling, fred og retfærdighed. Han er tidligere Sekretær for Mellemøsten i Kirkernes Verdensråd i Genève.
Kilder: https://www.betlehemsvenner.dk/
