“Een demokratisk stat i Israel/Palæstina er retfærdig og mulig og en nytænkning”
Samtale mellem Ilan Pappe og Awad Abdelfattah den 30/12/20 på Palestinian Chronicle TV
Omtalt i Middle East Monitor af dr. Ramzy Baroud 7/1/21- oversat af Grethe Bille
Idet den amerikanske regerende elite fuldt ud har ligget under for Israel’s politiske syn på Palæstina, må den israelske regering ved højrevings-premierminister Benjamin Netanyahu nu føle, at han alene er i stand til at bestemme fremtiden for det palæstinensiske folk.
Denne konklusion er – måske – draget på grund af Israel’s adfærd i de seneste år og måneder. Udvidelsen af ulovlige jødiske bosættelser, planen om at annektere store bidder af de besatte palæstinensiske områder og fasttømringen af det eksisterende system med apartheid og tydeliggjort kolonialisme er alle vidnesbyrd, som demonstrerer Israel’s fornyede opfattelse af egen bemyndigelse og autoritet.
Israel har yderligere fattet mod på grund af den kendsgerning, at det såkaldte “internationale samfund” indtil nu er mislykkedes med at gøre indsigelse over for den amerikanske og israelske uforsonlige holdning. EU, som kæmper for sin egen identitet, for slet ikke at tale om overlevelse, viser sig at udgøre en marginal styrke i Israel og Palæstina. Uden amerikansk lederskab synes EU at være ude af stand til at indlede sine egne uafhængige initiativer.
Derudover, gør manglen på en alternativ global supermagt, som kunne opveje den politiske ubalance, skabt af Washington’s blinde og ubetingede støtte til Tel Aviv, det vanskeligt, for ikke at sige umuligt for det palæstinensiske lederskab at skabe et helt nyt politisk paradigmeskift.
Normalisering blandt forskellige arabiske lande og Israel har pustet endog mere til den eksisterende ild. Uden officiel arabisk solidaritet, føler det palæstinensiske lederskab, som historisk har forsvaret sin position baseret på en forenet arabisk vision, sig nu gjort “forældreløs”, forladt.
Men ikke alt er tabt. Afvisningen af den amerikansk-skabte “freds”-aftale burde ikke automatisk indikere, at palæstinenserne er ude af stand til at kæmpe for deres egen politiske vision for befrielse og frihed. Tværtimod har USA og deres “moderate” allierede i regionen altid repræsenteret en hindring for palæstinensisk frihed. I denne lejr var målet at opretholde status quo af endeløse, resultatløse samtaler uden en tidsramme, uden en lovlig referenceramme og uden nogen som helst mekanisme af betydning til at lægge pres på eller ansvarlighed for den israelske besættelsesmagt til at bringe sin militære besættelse til en afslutning.
Kilder: Palæstinaorientering
