I 2002 under den anden intifada indførte den israelske regering et midlertidigt forbud mod, at palæstinensere fra de besatte områder, der giftede sig med palæstinensere med israelsk statsborgerskab, kunne få opholdsstatus i Israel.
Tiltaget var tænkt som et redskab til at dæmme op for terrorisme, og forbuddet blev siden udvidet til at omfatte borgere fra ’fjendtlige’ stater: Iran, Irak, Libanon og Syrien. Denne midlertidige foranstaltning blev forlænget år efter år og har nu varet i over 20 år.
Loven blev søndag d. 5 marts forlænget endnu en gang. Sidste år blev der netop tilføjet en passus om ”lovens hensigt”, der indbefatter demografiske overvejelser: ”Formålet med denne lov er at indføre begrænsninger på statsborgerskab og tilladelse til bosættelse i Israel…idet der tages hensyn til kendsgerningen, at Israel er en jødisk og en demokratisk stat, og på en måde så vitale interesser vedrørende statens nationale sikkerhed varetages.”
Selvom det er første gang demografiske hensyn nævnes i loven, har det været anført tidligere. I 2021 sagde daværende udenrigsminister Yair Lapid f.eks. åbent, at ”det er en af redskaberne til skal sikre et jødisk flertal i Israel”. Og i 2022 sagde daværende indenrigsminister Ayelet Shaked: ”Der er ikke grund til at lægge skjul på det. Lovforslaget har også demografiske grunde.”
Allerede i 2003 blev loven kritiseret af den israelske menneskerettighedsorganisation ACRI (Association for Civil Rights in Israel).
Uffe Gjerding
Kilder: Betlehems Venner
