Constantine Dabbagh (Abu Suad) har i mange år været leder af Det mellemøstlige Kirkeråds bistandsarbejde i Gaza. Han er nu en ældre agtværdig herre på godt 80 år, der byder os velkommen med snaks, kager og arak i sit hjem i Gaza.
Af Uffe Gjerding.
Han er omringet af kone, svigersøn og et par halvvoksne børnebørn. De udgør en del af de 900 kristne, der er tilbage i Gaza, hvis befolkning er vokset til 2,2 millioner mennesker, der bor på et stykke land på størrelse med Langeland.
Abu Suad kan ikke få besøg af sine fire børn og mange børnebørn, der bor på Vestbredden og i udlandet. Og han er selv snart for svag til at rejse – hvis han overhovedet kan få tilladelse til det.
Der skal ikke stilles mange spørgsmål, før Abu Suad fortæller hele sin historie fra Nakba i 1948 til i dag. Hans far var politimand i Haifa, og de håbede til det sidste på, at de kunne blive boende, selv da staten Israel blev oprettet. Men angrebene mod den palæstinensiske befolkning i Haifa tog til, og familien måtte flygte til Gaza. Abu Suad var en dreng på omkring 8 år, da alt dette skete. På et tidspunkt fik de mulighed for at emigrere til Australien, men en gammel mormor ville ikke rejse, og så blev den unge Abu Suad hos hende i Gaza – og er der til den dag i dag.
I sine unge år studerede han i Alexandria. Men han fandt hurtigt ud af, at han gerne ville arbejde for FN. Han startede som chauffør, men var så dygtig, at han langsom steg i graderne og fik vigtige stillinger i FN systemet i Egypten, Congo og i Gaza.
Da stillingen som leder af Det mellemøstlige Kirkeråds arbejde i Gaza blev ledig, var det helt naturligt, at det var den næste – og sidste – stilling, han skulle bestride. I denne stilling var han bl.a. ansvarlig for to håndværkerskoler og adskillige klinikker i de fattigste kvarterer i Gaza. Ikke mindst mødre med deres børn kom til disse klinikker. Kirkerne og de kristne nød stor respekt i samfundet for det omfattende arbejde, de udførte i forhold til deres beskedne antal. For få år siden talte man 2000 kristne i Gaza, men i dag er der kun 900 tilbage, hvoraf flertallet tilhører den gamle ortodokse St. Porfyrios kirke fra det 5. århundrede. Udvandring er vanskelig, men fremtiden er udsigtsløs for Gazas unge kristne. De er en integreret og respekteret del af det lokale samfund og lever fredeligt side om side med deres muslimske medborgere. Men Israels totale kontrol og kvælertag på Gazastriben gør livet vanskeligt. Grundvandet er ikke længere drikkeligt, strøm har de 4-8 timer om dagen, arbejdsløsheden er på over 50%.
Abu Suad og hans familie er meget glade for at få besøg udefra. De beder os om at tænke på dem og bede for dem, men vi skal ikke have ondt af dem, siger Abu Suad. Men afskeden er alligevel svær for os, der har været så heldige at få en humanitær tilladelse igennem Folkekirkens Nødhjælp til at besøge Gaza for at monitorere DAK kunstprojektet og møde nogle af de lokale kristne, der er tilbage.
Kilder: Betlehems Venner
