Tuesday, May 7, 2024

USA afviser, at krigsforbryderdomstol skal undersøge Israel

EFTER DOMSTOLS AFGØRELSE

Fredag den 5. februar besluttede et dommerpanel, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) har mandat til at efterforske Israels mulige krigsforbrydelser i palæstinensiske områder. Pensioneret dansk ekspert i international folkeret, Frederik Harhoff, er ikke overrasket over USA’s negative reaktion.

USA’s nye præsident, Joe Biden, er imod, at Israel bliver efterforsket for at have begået krigsforbrydelser i de palæstinensiske områder – Gaza og på den besatte Vestbred.

USA ved ud-mærket godt, at Israel har begået krigs-forbrydelser i Palæstina. Frederik Harhoff, professor emeritus

Fredag den 5. februar, samme dag som Den Internationale Straffedomstol (ICC) besluttede, at den har mandat til at efterforske mulige krigsforbrydelser i palæstinensiske områder, meddelte Ned Price, talsmand for USA’s udenrigsministerium, på Twitter, at USA er imod beslutningen.

“Vi vil fortsat opretholde præsident Bidens stærke engagement over for Israel og dets sikkerhed, herunder modsætte os handlinger, der søger at målrette Israel uretfærdigt, tweetede han.

STRAFFEDOMSTOL KAN UNDERSØGE
Den pensionerede danske ekspert i international folkeret Frederik Harhoff er ikke overrasket over USA’s reaktion på, at et dommerpanel i ICC har afgjort, at Gaza og Vestbredden ligger indenfor ICC’s jurisdiktion.

– USA ved jo godt, at Israel har begået krigsforbrydelser i Palæstina. Udtalelsen om manglende fairness er blot udtryk for, at USA ikke mener, at man skal behandle Israel så hårdt, siger han til Arbejderen.

Frederik Harhoff er professor emeritus i folkeret og tidligere dommer ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag.

– I forvejen er der jo stribevis af FN-resolutioner, der fordømmer Israels besættelse og belejring, tilføjer Frederik Harhoff.

Foreløbigt har USA’s nye præsident Joe Biden ikke trukket Trump-administrationens accept fra januar 2020 af Israels bosættelser tilbage – endsige krævet USA’s ambassade rykket tilbage fra Jerusalem til Tel Aviv.

Begge dele var en vigtig del af Donald Trumps Århundredets plan for Mellemøsten.

Sidste år i juni beordrede Donald Trump endda økonomiske sanktioner og rejseforbud mod ansatte ved ICC, hvis de gennemfører undersøgelser af mulige krigsforbrydelser i Palæstina og Afghanistan, der omfatter Israel og USA. De sanktioner står stadig ved magt. Biden-administrationen har i hvert fald ikke trukket truslerne tilbage.

USA’S DOBBELTTYDIGHED
Yonatan Ungermann Goldshtein fra den danske gruppe Jøder For Retfærdig Fred mener, at USA taler med to tunger i sin kritik af ICC-kendelse, der blev offentliggjort fredag den 5. februar.

– På den ene side er den nye Biden-administration tilsyneladende tilhænger af en tostatsløsning med 1967-grænserne som udgangspunkt. Men samtidig mener de, at de besatte områder er israelske, siger Yonatan Ungermann Goldshtein til Arbejderen.

Han mener ligefrem, at det er dobbeltmoral.

Israel besatte i 1967 Vestbredden, inklusive Østjerusalem, de syriske Golanhøjder og Gaza. Gaza blev officielt forladt i 2005 – men har været belejret af Israel siden 2013.

BØR IKKE UNDERSØGE
Hverken USA, Israel eller Australien mener, at ICC har bemyndigelse til at efterforske Israel for mulige krigsforbrydelser på Vestbredden, i Østjerusalem og i Gaza, endsige dømme.

– Vi har altid ment, at ICC’s myndighed kun gælder de lande, der accepterer det, eller hvor FN’s Sikkerhedsråd vedtager det, sagde Ned Price fra USA’s udenrigsministerium.

Hverken USA eller Israel er medlemmer af ICC. Palæstina blev medlem af ICC i 2015. Og netop dette medlemskab banede vejen for, at sagen er startet og kan fortsætte, mener Frederik Harhoff.

Palæstinensere bad i 2018 ICC om at undersøge Israels Gaza-krig i 2014 og bosættelsespolitik på Vestbredden. Og ICC sagde ja.

– At være blevet observatørmedlem af ICC er en slags kattelem, som palæstinenserne med held har benyttet, bemærker Frederik Harhoff.

UNDERSØGER DRAB OG BOSÆTTELSER
Chefanklageren ved ICC, Fatou Bensouda, sagde i 2019, at der var rimelig grund til at undersøge Israel for krigsforbrydelser i Gaza og på Vestbredden. Men hun bad retten om at afgøre, om det lå inden for ICC’s jurisdiktion.

  • Fredagens kendelse betyder undersøgelser af:
  • Israels eventuelle krigsforbrydelser under krigen mod Gaza i 2014.
  • Israels nedskydninger af demonstranter ved Gaza-hegnet i 2018.
  • Israels politik med bosættelser på den besatte Vestbred.
  • Palæstinensiske modstandsgruppers eventuelle krigsforbrydelser.

Frederik Harhoff fortæller, at ICC nu kan tage næste skridt i undersøgelsen og formulere en mere konkret undersøgelsestekst.

– ICC kan blandt andet begynde at anvende de fire Genève-konventioner og to tillægsprototokoller i sin undersøgelse, bemærker han.

ISRAEL FRYGTER STRAFFEDOMSTOL
Israels premierminister Benjamin Netanyahu kalder ICC-afgørelsen fredag for “en mørk dag for sandhed og retfærdighed”.

– Når ICC efterforsker Israel for – falske – krigsforbrydelser, er dette ren antisemitisme, sagde Netanyahu i en video.

Netanyahu kalder ICC en “politisk domstol”, og han er meget bekymret for, at enhver efterforskning kan føre til internationale arrestordrer mod israelske embedsmænd og militære officerer, anfører det zionistiske Times of Israel.

Yonatan Ungermann Goldshtein kritiserer, at Israels premierminister kalder ICC’s afgørelse for antisemitisk.

– Netanyahu mener, at al kritik af den israelske politik er antisemitisme. Men han har i virkeligheden intet lært af den jødiske historie. Netop institutioner som ICC er til, for at folkemord som Holocaust ikke skal gentage sig, siger Yonatan Ungermann Goldshtein.

OPTIMISME OG SKEPSIS
Yonatan Ungermann Goldshtein forklarer, at der er to holdninger til ICC blandt Palæstinas aktivister, som han kender indgående fra sine langvarige ophold på Vestbredden.

– Nogle mener, at en ICC-dom kan vende spillets regler og gøre det muligt, at israelske ledere bliver stillet til ansvar.

– Andre mener, at der mildest talt ikke er de bedste erfaringer med, at internationale institutioner stiller Israel til regnskab. Palæstinenserne er blevet skuffet gang på gang, når der ikke er sket noget. Sagerne er lagt på is, syltet, når de er blevet lidt for “farlige”.

Hvad mener du selv?

– Jeg forstår godt mange palæstinenseres skepsis. Men som sagen er nu, bør alle fremskridt og muligheder bydes velkommen. Om det så er om to, fem eller 10 år, der falder dom. Palæstinenserne har i forvejen ventet 70 år på retfærdighed.

Yonatan Ungermann Goldshtein var fredsvagt i Palæstina fra 2011 til 2016 og besøgte senest området i 2017.

Ifølge Frederik Harhoff kan ICC-sagen trække ud lang tid. Chefanklager Fatou Bensouda skal nu arbejde videre med sagen, og dét, hun indsamler, skal endnu en gang godkendes af et dommerpanel i ICC, før hun kan gå videre.

– Jeg vurderer, at sagen kan trække ud, måske halvandet til to år, slutter Frederik Harhoff.

Kilder: Arbejderen

 

Related Articles

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

- Advertisement -spot_img

Latest Articles