Titlen på den israelske historiker Ilan Pappés bog “The Biggest Prison on Earth” er ikke mindre relevant i dag, end da den blev udgivet i 2017.
Anmeldelse ved Uffe Gjerding.
Den seneste udvikling i Israel/Palæstina syntes blot at bekræfte Pappés tese om, at den måde Israel har behandlet palæstinenserne på lige siden statens oprettelse i 1948 – ja endog før det –ikke kan minde om andet end et stort fængsel. Verdens største, hævder han. Pappe har skaffet sig adgang til arkivmateriale, som ikke tidligere har været tilgængeligt for offentligheden. Hans grundkonklusion er, at jøderne siden 1880erne har ønsket at få så meget af landet som muligt med så få palæstinensiske indbyggere som muligt. I 1948 lykkedes det at få 78% af landet. Til gengæld fik man det tømt for halvdelen af dets indfødte befolkning. Drømmen om Landet Israel fra Middelhavet til Jordanfloden blev opfyldt i 1967. Yderligere 300.000 palæstinensere blev fordrevet fra landet.
Principperne om adskillelse og militærkontrol med den palæstinensiske befolkning i selve Israel fra 1948 til 1966 blev fra 1967 videreført på Vestbredden og i Gaza. Fra dag ét efter krigen havde man detaljerede politikker og administrative strukturer parat til at kontrollere den del af den palæstinensiske befolkning, man indså, at man ikke denne gang kunne fordrive uden massiv, international fordømmelse. Regeringsdrøftelserne i juni 1967, som Ilan Pappé nu har fået indsigt i, viser tydeligt, at man ikke havde nogen hensigt om at opgive Vestbredden, Gaza og Golanhøjderne. Derfor gik man straks i gang med at bygge jødiske bosættelser i de besatte områder og optrådte i enhver henseende i strid med FN-konventionerne, der gælder for besat område. Det internationale samfund protesterede, men har aldrig gjort noget effektivt for at ændre tingenes tilstand.
“The rest is history” kan man så sige: Ikke på noget tidspunkt har Israel afveget fra den oprindelige politik, og i dag bor der 400.000 jøder i de besatte områder plus 250.000 i Østjerusalem. Ikke engang Oslo-aftalerne ændrede noget ved Israels optræden, og Pappe mener heller ikke, at Israel for alvor ønskede en fred, hvor grundlæggende problemer som land, Jerusalem og flygtninge blev løst.
Pappé opererer med to slags fængsler for palæstinenserne. Det åbne fængsel, hvor der gælder visse regler, så længe palæstinenserne opfører sig ordenligt og forholder sig i ro. Og så det strengt lukkede fængsel, hvor alle mulige begrænsninger på opførsel og bevægelse gælder, og hvor militæret stort set har frit lejde til at ydmyge, anholde, mishandle og dræbe efter forgodtbefindende, og hvor soldater og bosættere stort set slipper fri for retsforfølgelse for åbenlyse forbrydelser.
Med den nye israelske regering er det vist ret tydeligt, hvilken retning pilen peger i forhold til om palæstinenserne i de kommende år får lov til at leve i et åbent fængsel – verdens største – eller et lukket fængsel. Fanger i et lukket fængsel vil uvægerligt søge at gøre oprør, som vi har set det under den første og den anden Intifada. Man kan derfor frygte det værste for den kommende tid og kun håbe på, at det internationale samfund endelig vil gribe ind. Men erfaringen har vist, at det er først når civilsamfundet – lokalt og internationalt – handler og råber op, at der er en chance for at tingene kan ændre sig. Også denne gang.
Ilan Pappé: “The Biggest Prison on Earth – a History of the Occupied Territories”. Oneworld Publications, UK, 2017. (Kan købes hos Saxo for kr. 164,-)
Ilan Pappé er født I 1954. Han er israelsk historiker, der bor i eksil i Storbritannien, hvor han er professor på College of Social Sciences and International Studies ved Exeter Universitet. Før han kom til Storbritannien, underviste han i politologi og var leder af Emil Touma Institute for Palestinian and Israeli Studies ved Haifa Universitet (1984-2007). Han var også et fremtrædende medlem af partiet Hadash og var kandidat til Knesset i 1996 og 1999. Pappé er en af Israels ’nye historikere’, der ud fra britiske og israelske dokumenter, som blev offentligt tilgængelige i 1980, har forsket og skrevet bøger, der skildrer Israels tilblivelse på en ukonventionel måde. Han har støttet et forslag om international boykot af israelske akademikere, hvilket førte til, at Israels uddannelsesminister og præsidenten for Haifas universitet i 2007 forlangte, at han blev fyret. Han valgte selv at trække sig og flytte til Storbritannien bl.a. efter flere dødstrusler mod ham. (Kilde: Wikipedia).
Kilder: Betlehems Venner
