Thursday, April 25, 2024

AFTALE OM VALG I PALÆSTINA TIL SOMMER – MEN USIKKERHED OM HVAD DER VIL SKE

De seneste valg i Palæstina var helt tilbage i 2006, men nu er der – med en aftale mellem Fatah og Hamas – lagt op til både præsident og parlamentsvalg i år. Mange er dog skeptiske, både om valgene faktisk bliver afholdt – og om parterne er parate til at respektere valgresultatet.
Internationalt hilses et kommende valg velkomment, men mange vestlige lande vil næppe samarbejde med en regering hvor Hamas indgår – så det kan af flere grunde blive et vanskeligt valg. Det fremgår af en artikel i Al Jazeera

– Af Ole Olsen

Der er øjensynligt skepsis i den palæstinensiske befolkning i forhold til valget – som efter planen skal finde sted i Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem – tre områder med aktuelt tre forskellige magthavere, Hamas, Fatah og Israel. Parlamentsvalget er datosat til 22. maj, mens præsidentvalget skal afholdes 31. juli.
Ifølge en meningsmåling, foretaget af Palestinian Center for Policy and Survey Research, tvivler halvdelen af vælgerne på et frit og fair valg – og der er stærk tvivl om hvorvidt Fatah og Hamas hver især vil acceptere at tabe. Skepsissen skal formentlig ses i lyset af tidligere tilløb til valg er blevet opgivet – og forløbet efter valget i 2006.
Det står endnu ikke klart om internationale observatører vil have mulighed for at følge valget – ligesom det er uklart om den 85 årige præsident, Mahmoud Abbas, vil genopstille.
Hvad angår Østjerusalem, er det mere end tvivlsomt om Israel vil tillade at palæstinenserne der går til valg – da Israel ikke opfatter Østjerusalem som hverken som besat eller omstridt område, men som en integreret del af Israel. Fra EU er der dog opbakning til at palæstinenserne i Østjerusalem deltager – et valg bør omfatte hele det palæstinensiske territorium, hedder det.
Internationalt hilses det velkomment, at der nu planlægges valg. FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, mener at et valg kan blive et vigtigt skridt i retning af en fælles palæstinensisk holdning. Fra EU’s side erklæres der villighed til at hjælpe med valgforberedelserne. Der er aktuelt ingen reaktion fra USA, men annonceringen af valget få dage før Joe Biden indsættelse som præsident ses som et signal fra Selvstyret og PLO til den kommende præsident – om at kigge i palæstinensisk retning i sin politik.
Hvad der indtil videre er usagt er, at hverken EU eller USA umiddelbart ikke vil samarbejde med en palæstinensisk ledelse, regering og/eller præsident, som er fra Hamas. Både USA og EU (og Israel) opfatter aktuelt Hamas som en organisation med ansvar for terrorhandlinger.
Også af den grund er det et vanskeligt valg de palæstinensiske vælgere langt om længe ser ud til at få mulighed for at foretage. I et område overordnet styret af en besættelsesmagt kan et valg ikke i alle henseender blive frit.

Kilder: Palæstinaorientering

Læs videre i artiklen her

Related Articles

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

- Advertisement -spot_img

Latest Articles