Hvordan skulle denne politik på nogen måde gavne Israels sikkerhed?

Af: Zenia Stampe

Det er sjældent, at jeg starter mine Facebook-opslag med en bøn. Men det her er en helt ekstraordinær situation. Jeg håber, at du vil læse dette opslag, selvom det er langt. Og jeg håber, at du vil hjælpe med at dele.

Jeg er lige kommet hjem fra en tur med Folkekirkens Nødhjælp til Israel og Palæstina. Turen sluttede med en meget speciel oplevelse. Vi var til møde med en politisk chef fra det israelske udenrigsministerium. Han er også kommende ambassadør i Danmark. Vi diskuterede situationen i Mellemøsten. Men i slutningen af mødet skifter han pludselig emne og begynder at angribe mine Facebook-opdateringer.

Det er meget usædvanligt, at en diplomat antaster en udenlandsk politiker. Det viser, hvor følsom den israelske regering er over for udenlandsk kritik. Og så viser det, at de tror, at de kan intimidere deres kritikere til tavshed.

Men den går ikke med mig. Jeg har ikke tænkt mig at holde mund. Jeg har set systematiske og overlagte brud på folkeretten i den sidste uge. Det har jeg tænkt mig at fortælle om. Og nu ved vi, at den israelske regering læser med.

Og det er derfor, jeg beder dig om at læse og dele mit opslag med dit netværk. For jo bredere det når ud, desto alvorligere bliver den israelske regering nødt til at tage det.

Vi hører ofte den israelske regering begrunde deres politik med ”hensynet til sikkerhed”. Men én ting står nu lysende klart for mig: Israel er i gang med en systematisk indsats for at fordrive palæstinenserne fra store dele af de besatte områder. Israel er i gang med at kolonisere de områder, der skulle blive til den palæstinensiske stat. Og ordet sikkerhed er et tyndt lag maling, som Israel bruger til at dække den politik.

Her er fire eksempler:

1. Annektering af palæstinensiske huse i byerne
Israelsk lov tillader enhver jødisk israeler at gøre krav på huse, hvor der har boet jøder før 1948. Dette er vel at mærke ikke i Israel, det er i de besatte områder. Det betyder, at en israelsk jøde kan banke på døren af et hus, hvor en palæstinensisk familie har boet i generationer. Og så kan de gennem en retssag beordre familien til at flytte, hvorefter bosætterne flytter ind. Oftest sætter de et kæmpe israelsk flag på taget. Og det israelske militær skal nu beskytte huset. Så naboerne ser pludselig deres gade forvandlet til et militariseret område. Børnene leger mellem tungt bevæbnede soldater og checkpoints.

Hvordan skulle denne politik på nogen måde gavne Israels sikkerhed?

2. Bosættelser
Der bor lige nu 600.000 israelske bosættere i de palæstinensiske områder, og tallet stiger eksplosivt. Bosættelserne er ulovlige ifølge international ret. En besættelsesmagt må ikke overføre sin egen befolkning til besat jord. Men det mest kritiske er i virkeligheden ikke udvidelsen af antallet af bosættere. Det er den systematiske konfiskering af palæstinensisk jord, nedrivning af palæstinensiske ejendomme, udtømning af naturressourcer og tvangsforflyttelse af palæstinensere. Det er alt sammen brud på folkeretten. Det er en de facto kolonisering af palæstinensernes land.

Og det er ikke bare principper. Jeg har set nedrivningerne. Jeg har talt med de mennesker, som Israel fordriver fra jorde, som de har boet på og dyrket i generationer. Jeg har set, hvordan bosættelserne optager større og større områder på Vestbredden og Østjerusalem med deres sikkerhedsmure, kontroltårne og enorme sikkerhedszoner. Hvis udviklingen fortsætter bliver Palæstina til en schweizisk ost, hvor det eneste, der er tilbage til palæstinenserne er hullerne i osten. Palæstinenserne lukkes inde i ghettoer i deres eget land.

Hvordan kan det på nogen som helst måde begrundes med hensynet til sikkerhed?

3. Leveforhold
Palæstinensere skal på store dele af Vestbredden søge Israel om tilladelse til at bygge ud, grave brønde osv. Men de får systematisk afslag, og de oplever, at deres vandforsyninger bliver skåret og at el-installationer bliver ødelagt af militæret. Samtidig ser de, hvordan bosættelserne i området konstant bygger ud og får ubegrænset adgang til el og vand. Jeg har stået på en vej, hvor palæstinenserne på den ene side af vejen kun havde ganske lidt vand, mens bosætterne på den anden side af vejen havde alt det vand, de skulle bruge. Det er ikke bare et problem for de enkelte familier og virksomheder, der må klumpe sig sammen og klare sig med meget begrænsede ressourcer. Der er også en enorm bremse for den palæstinensiske økonomi, fordi det forhindrer skabelsen af jobs. Vi besøgte et landbrug og et ølbryggeri, der begge var meget veldrevne og havde et stort potentiale. Men når man kun har meget begrænset adgang til vand og ikke ved, hvornår det bliver slukket, så er det svært at udvide produktionen.

Hvad har det med sikkerhed at gøre?

4. Sikkerhedsmuren
Israel har ret til at beskytte sine grænser mod eventuelle terrorister. Det indebærer også retten til at opføre en mur. Men Israels sikkerhedsmur ligger ikke på den israelske grænse, og den adskiller ikke israelere fra palæstinensere. Den skærer derimod ned igennem palæstinensisk land og hindrer palæstinensernes direkte adgang til deres egne jorde, skoler, institutioner, hospitaler og arbejdspladser. Mange tusind palæstinensere får lov til at passere gennem muren hver dag, men det kræver tilladelser, ventetid og kaotiske tilstande.

Muren er derfor et klart brud på folkeretten, og den kan ikke begrundes ud fra rene sikkerhedshensyn. For hvis det udelukkende handlede om sikkerhed, hvorfor er muren så ikke placeret langs den grønne linje, som er den internationalt anerkendte grænse mellem Israel og Palæstina? Og hvorfor sørger Israel i det mindste ikke for et ordentlig antal velfungerende check points, så palæstinenserne kan komme hurtigt ind og ud? Hverdagen består af scener med desperate mennesker i tusindvis, der står i kø i time efter time. Det er ren chikane.

Hvordan kan det gavne sikkerheden?

Jeg kender mange jøder. Jeg har stor forståelse for, hvordan århundreders erfaringer med forfølgelse og fordrivelse har skabt et berettiget behov for sikkerhed. Både i form af beskyttelse mod forfølgelse i de mange lande, hvor de bor. Men også i form af at landet Israel eksisterer som en sikker havn. Det vil jeg til enhver tid forsvare.

Men den israelske regering forfølger nu mål, der ikke handler om sikkerhed. Det handler om at overtage det sidste, som palæstinenserne har tilbage. Det er en langsom og omhyggelig fordrivelse af palæstinenserne fra deres eget land. Det bliver vi nødt til at afsløre. Det skal vi kritisere.

Jeg ser frem til at byde den nye israelske ambassadør velkommen i Danmark. Han skal vide, at vi er mange danskere, der følger udviklingen i Israel og Palæstina. Vi er mange, der er bekymrede. Vi har ikke tænkt os at tie.

PS: På billedet står jeg i udkanten af den palæstinensiske landsby Susiya. Susiya er blevet revet ned af det israelske militær seks gange og har en stående nedrivningsordre hængende over hovedet. I horisonten aner man vagttårnene for den bosættelse, som Israel påstår, at landsbyen udgør en trussel mod, og som derfor er årsagen til, at landsbyen skal rives ned. Men hvem truer egentlig hvem her?